Humminbird

onsdag den 24. juli 2013

Sandartpræmiere ikke helt uden udfordringer!


Jeg har i længere tid gået og glædet mig til sandartpremieren. Jeg har brugt utallige timers forberedelse på klargøring af båd, udstyr og specielt agnfiskene har været en kæmpe udfordring i år. De fleste timer er blevet brugt på at fange levende agn ved diverse søer. Meget få af dem gav gode resultater, og de agn jeg fik fanget var næsten umulige at holde i live.
Ikke nok med disse start vanskeligheder, blev min bil natten før jeg skulle tre dage på søen brudt op, ødelagt og tilmed ryddet for grej.  Så står man der! Uden fiskegrej og bil og kan glemme ALT om at komme på søen efter Sandarter, det var noget af en mavepuster at få !!
Da jeg efter et par dage var faldet lidt til ro igen, besluttede jeg at det ikke skulle slå mig ud, og tog derfor en tur på søen med lånt grej og de skaller der stadig var i live. Moralen var ikke i top, men Magnus fra butikken bad mig holde med at klynke og forholdene var egentlig okay, dog med lidt mere vind end vi havde håbet på, men det skal man jo efterhånden forvente de første dage i juni J
Efter en halv dag på søen havde vi spildt alle vores skaller på mindre gedder. Uden skaller virkede det nytteløst at blive ved med at fiske. Vi havde faktisk besluttet os for at tage hjem, da jeg fik et hug på den ene flådstang. Efter at have haft 40 mindre gedder i båden, var troen på at det var en sandart ikke stor, men jeg kunne hurtigt mærke at den var god nok. Det lykkedes mig at nette en smuk sandart på 5,4kg og 83cm. Det var ikke kæmpen jeg havde håbet på, men situationen taget i betragtning var jeg super glad for fangsten.
Et par dage senere skulle jeg selv afsted og havde denne gang fisket skaller på livet løs, da jeg godt vidste hvad der var i vente. Som om jeg ikke havde haft udfordringer nok, opdagede jeg, om morgenen inden jeg skulle afsted, at alle agnfiskene på uforklarlig vis var døde. Jeg var så heldig at Martin kunne låne mig 25 agnfisk og så tog jeg afsted. Forholdene var perfekte med høj sol og næsten ingen vind, det tegnede godt. Som forventet ramte jeg det samme gedde-ræs som sidst jeg var afsted og fik på intet tidspunkt sat alle stænger, da jeg ikke kunne få fred for gedderne. Sidst på formiddagen var det slut og jeg havde nu fanget 21 mindre gedder. Hvad gør jeg nu?? Planen var at jeg skulle fiske i to dage, men det er svært uden agnfisk. Jeg har længe ville prøve at fiske sandarter med kunstagn, fordi man derved undgår alt bøvl der følger med at skulle fiske med levende agnfisk. Jeg vidste godt at 25 skaller ikke ville være nok til at to dages fiskeri, og jeg havde derfor helgarderet mig og taget kunstagn med. Da jeg nu var afsted, og ude på søen, skulle fiskeri med kunstagn have en chance. Jeg riggede alle stængerne om til kunstagn og gik i krig. Dagen gik med masser af fisk i båden det var dog stadig kun gedder, men det var en stor fornøjelse, ikke at skulle bruge energi på ødelagte forfang, og mangel på agnfisk. Med kunstagn er man hurtigt videre til næste fisk. Mørket faldt på, og jeg havde aftalt med en kammerat, som også lå på søen, at vi skulle mødes til grill og en pilsner. Jeg var så småt begyndt at pakke stænger sammen, da jeg fik et godt hug på den ene paravane og jeg var ikke i tvivl om, at det var en sandart. Fisken var på 5,4 kg og 84 cm og fanget på en 19cm Savage Gear Herring Shad. Det var en kæmpe forløsning at jeg efter 15 timers non-stop fiskeri, endelig havde en sandart i båden. Og så på kunstagn! Det her bliver helt sikkert startskuddet på at begynde at fange sandarter på kunstagn. Nu ved jeg at det kan lade sig gøre, og det er kun et spørgsmål om, at lægge timer nok i, til at finde fem til den helt rigtige strategi og fremgangsmåde.
Det har aldrig været så svært at fange en sandart som det er i dag og det kan der være mange årsager til. Jeg har en formodning om hvad tilbagegange kan skyldes. Sandarten som spisefisk er blevet meget populær og der er blevet drevet rov på dem i mange år. Det som jeg har kendskab til som har foregået, er noget dissideret svineri. Når det går fra at være fiskeri til eget forbrug, som er helt fair, til at blive organiseret garnfiskeri,  kun med det formål at tjene store summer sorte penge, så er det gået for vidt!!
En anden årsag er at vandremuslingen (Dreissena polymorpha) inden for få år, har gjort sit indtog i nærmest alle de jyske søer hvor der fiskes sandarter. Vandremuslingen er, efter min mening, et skadedyr som skaber mange problemer ved dens tilstedeværelse. Den er overlegen og udkonkurrer næsten alt liv på bunden, blandt andet dammuslinger og smådyr der lever af at filtrere vandet. Vandremuslingen klarer vandet op og søerne er blevet klarere end nogensinde. Ikke ligefrem de bedste jagtbetingelser for sandarten, som nu har sværere ved at fange byttefisk. Selvom det stadig er først på sæsonen, er mange af de fisk jeg har fanget, og kender til, været i utrolig dårlig kondition. Større sandarter på den rigtig gode side af 90cm, har knap sneget sig over 6kg.  Der bliver desuden næsten ikke fanget små sandarter, og det lover desværre ikke så godt for fremtiden. Derimod kan man glæde sig over, at gedde og aborre er god fremgang, da deres jagtbetingelser er blevet betydeligt bedre. Men betyder det så at de bliver gode trofæfisk? eller betyder deres store fremgang at de ender med at blive tusindbrødre?
Lige nu ser det desværre sort ud for sandarten og jeg kan kun krydse fingre for, at den i fremtiden igen vil få fremgang. Jeg håber at der bliver en øget fokus og indsats på at få sandart bestanden tilbage på et fornuftigt niveau. 

fredag den 28. juni 2013

6 ÅRS JAGT ER FORBI!

En af Danmarks største skælkarper får friheden igen....
Efter 6 sæsoners fiskeri på godt og ondt lykkedes det endeligt at lande fisken, som jeg har jagtet i alt for lang tid! På den 22 overnatning i maj måned i år, blev jeg endelig vækket til et langsomt hug, da en af søens få karper endelig havde fået medlidenhed med mig og havde inhaleret min N-Blend pop up. Efter en lang, nærvepirrende og voldsom fight, der det meste af tiden foregik imellem buske, sunkne træer og mine ben, kunne jeg løfte nettet omkring en stor skælkarpe - selv da jeg så fisken i nettet, turde jeg ikke håbe og var stadigvæk ikke sikker på at det var den rigtigte! Heldigvis var Wolf tllstede og kunne assistere med vejningen. Da vi løftede den massive karpe op på måtten var jeg ikke i tvivl - endelig lykkedes det! 19,6 kilo dansk skælkarpe!! Helt sikkert en af mine livs fisk... Tak til Wolf og Hans for at dele dette fantastiske øjeblik med mig! Hvis man jagter heldet - så fanger man det nogle gange:)
19,6 kilo skønhed - endelig lykkedes det!!

torsdag den 11. april 2013

NEXT STOP GRAVIERS!!


Så er grejet pakket og i morgen aften kører vi mod frankrig og to ugers fiskeri ved Graviers nær Dijon! Vi fisker to hold ved søen - jeg fisker sammen med Michael Theisbo og det andet hold udgør Jörgen Lind og Claus Hjorth... Vi opdaterer selvfølgelig på bloggen løbende, hvis vi skulle være så heldig at overliste nogle af søens meget svære og store fisk.. Følg med..

Ses derude!

Peder Lichtenberg

MORDET PÅ SJÆLSØ!!

Læs venligst følgende indlæg fra Steen Lyngsøe om den kommende biomanipulation på Sjælsø! SKANDALE!!!

http://steenlyngsoe.blogspot.dk/2013/04/mordet-pa-sjls.html

torsdag den 14. februar 2013

Lige inden lukketid!

11,3 kilo!!!
Efter de foregående ture var vi ikke i tvivl om, at det var et spørgsmål om dage for søerne lukkede helt til. Derfor besluttede min fiskemakker og jeg, at satse en sidste gang. Igen var det koldt, blæsende og hårde forhold på søen og det gav kun pind-gedder de første mange timer. Vi var bange for at det blev en af de dage, hvor der ikke skulle store fisk i båden. Det skulle heldigvis vise sig at vi tog fejl. Min ene flodstang dykkede og jeg gav med det samme et solidt modhug. Først var jeg lidt i tvivl om det bare var endnu en pind-gedde, men efter lidt tid kunne jeg godt mærke at der vægt bag fisken – og der fik jeg ret! En smælder fed vintergedde bryder overfladen og dagen er reddet!! En super fisk på 11,3kg og 108cm. Resten af dagen skete der ikke mere overhovedet, men hvad gør det når man får så flot en fisk i båden. Vores fornemmelse for, at der kun var få dage tilbage inden isen lukkede søerne helt, viste sig at være sandt. Isen lagde sig på de fleste søer dagen efter. 

lørdag den 2. februar 2013

Nye 2013 Fishmeal Boilies fra DT Baits!

Jeg har set lidt på de nye 2013 versioner fra DT Baits og jeg må sige at de virker til at være rene karpe magneter! Specielt den nye Plum and Garlic forventer jeg meget af, de andre flavours er: Red Squid, Black Crab og Shrimp and Garlic... DT har som altid ikke slækket på kvaliteten - med et højt indhold af forskellige slags fiskemel, reje, kelp og blod mel, får man en super agn for pengene og karperne får samtidigt noget ud af det de spiser! Jeg ser frem til at prøve dem når sæsonen starter om et par måneder. For dem som er interesseret, kan de ses allerede nu i Sport Dres og købes fra slutningen af marts.

Knæk og Bræk

Peder Lichtenberg

tirsdag den 29. januar 2013

Selv de værste forhold kan overraske positivt!



7,1 kilo
7,9 kilo

Vinden var i nord! Det blæste! Det sneede! og der var meget koldt! Min fiskemakker og jeg var mange gange ved at aflyse turen, men nu havde jeg jo taget fri så af sted skulle jeg! Til vores store overraskelse så vi, da vi kom ud til søen, at vinden ikke var så kraftig som metrologerne havde lovet. Vi sejlede stille og roligt ud på søen med en positiv indstilling til, at vi nok skulle fange noget på trods af forholdene. Og godt vi tog af sted, for inden alle stængerne var blevet sat, gik den første stang! Det var et flot eksemplar på omkring 5-6 kg. Senere på dagen fandt vi et område hvor fiskene var ekstremt koncentreret og de fisk vi landede steg hele tiden i vægt. Dagens resultat blev på 15-20 fisk hvor de største var på 7,1 kg, 7,9kg, 8,3kg, 8,6kg og et pragt eksemplar på 10,9kg. Da vi sejlede i land var vi forfrosne men begge glade for at vi tog af sted. Selv når alle forhold er imod en, kan det lykkedes få et godt resultat.


Dagns største på 10,9 kilo!