 |
| 2 fine sandarter taget på kunstagn |
Stilskiftet
For år tilbage havde jeg dog knapt nok fået lukket et øje, for dengang var min overbevisning en anden. Her skulle rovfisk nemlig udelukkende fiskes på levende agn, hvilket da også kan være uhyre effektivt. Problemet med disse sprællevende ’madpakker’ er, at man bruger enorme mængder tid og energi på af skaffe og holde de små kræ i live. Havde dagens tur stået i fiskeriets tegn, med levende agn for enden af tacklerne, havde jeg med sikkerhed været igang det meste af natten, med desperate forsøg på at skaffe nok og den rigtige størrelse af agn. Dette er ikke tilfældet mere, for på sigt, bliver man umådeligt træt af alt arbejdet og svineriet og jeg begyndte derfor at lede efter alternativer. Alternativet var åbenlyst. I takt med en revolution i kunstagnstyper og deres naturtro udseender og gang, var skiftet ikke svært at tage. Jeg vil i det følgende gennemgå min approach til gummifiskeri efter sandart. En approach, som har landet mig et utal af skønne sandarter over de magiske fem kilo. Jeg vil her dele mine holdninger og overvejelser med dig, kære læser, for at hjælpe den nystartede prædatorfisker i gang med sandartfiskeriet, eller fungerer som sparingsbold for den garvede. God fornøjelse.
Hvorfor sandarter?
Sandartfiskeriet er én af mine mest beskattede sommersysler. Vejret er som udgangspunkt godt, vinden ofte varm og fordelagtig, dagene lange og fiskene i hugget. Sandarter i den grove kaliber kan være overordentligt svære at overliste og udgør derfor en stor udfordring. Det, i sig selv, gør dem meget interessante – og så gør det jo heller ikke noget, at fiskene er gudesmukke. Alt i alt den perfekte kombination til tidsfordriv på vores mange smukke danske søer. Jeg skal dog sige, at jeg også sagtens kan listes til en målrettet tur efter sandarter i efteråret og i løbet af vinterhalvåret. Her vanskeliggøres det målrettede fiskeri oftest af, at de glubske gedder sædvanligvis her, er betydeligt mere på finnerne, end det er tilfældet i sommerens lunkne vand. Den perfekte opdeling af sæsonen er derfor, for mit vedkomne, således at vintermånederne er helliget til gedderne, medens det sene forår og sommeren står i aborrerne og sandarternes tegn.
Kunstagn = gummiagn
Kunstagnsfiskeri efter sandarter er i manges øjne lig med, natfiskeri eller woblerfiskeri under høje sejlhastigheder. Dette må være en af fiskeverdens mest stereotype forestillinger om sandartfiskeriet. I mine øjne, er det netop dette; Stereotypt. Ingen fisk er nemme at fange, hvis man er for indgroet i en generel tendens eller fiskemode, og ikke selv danner sig egne erfaringer. Da jeg gik væk fra at fiske med levende agn, så ville jeg have et alternativ, som kom så tæt på det naturlige vare, som muligt, og her var woblere ikke løsningen. Derfor vendte min interesse, og specielt visse gummiprodukter fra SavageGears glimrende kunstagnsserie, min interesse. Rattle trout, Real herring 3D, og Real eels, hører alle tre til iblandt mine absolutte favoritter til fiskeriet med gummi efter sandarter. Specielt Real Herring 3D i 19-25 centimeter størrelserne har jeg fået en forkærlighed for. Den er dejlig blød, går helt fantastisk selv ved (efterkunstagnsstandarder) meget lave trollingshastigheder. Dette gør sig rent faktisk gældende for alle trefavoritagn. Hastigheden man fisker sine agn med er alt afgørende for succes. Den generelle holdning er, at man ved mange kunstagn, skal sejle med minimum 2,5 kilometer i timen, både for at få agnen til at gå rigtigt, og for at provokerer rovfisken til at hugge instinktivt, før bedraget gennemskues. Mange vil mene at sommerens højere vandtemperaturer, gør fiskene mere mobile og villige til at flytte sig efter en agn, og at derfor giver den høje hastighed god mening. Jeg er dog af en lidt anden holdning. Jeg mener- og det kan i bund og grund også bakkes op af biologisk logik, at en given rovfisk til enhver tid altid vil vælge de fødeemne der et lettest at få fat i, med et minimum forbrug af energi til følge. Det er en nødvendighed at optimere forholdet mellem energioptag og energiforbrug, hvis en rovfisk vil være så stor som muligt, på kortest mulig tid. En langsomt fisket agn, der tilmed imiterer en syg eller skadet fisk, vil derfor til enhver tid være et lettere måltid end en lille agressiv og hurtigt svømmende provokation. Årsagen til min forkærlighed for store agn kan også udledes fra samme tendens. Store fødeemner kræver færre jagtforsøg, og dermed markant færre antal jagter pr. dag og tilmed et øget energioverskud per jagt, i forhold til hvis fødemenerne havde været mindre og lige så spredt fordelt i vandsøjlen. Der kan dog være situationer hvor rovfiskene, uanset om vi snakker gedder, sandarter eller aborrer, kan blive fuldstændigt opslugt af én specifik størrelse og type af agn. Det er typisk i perioder med kæmpe samlinger af specifikke byttedyr, som f.eks stimeforekomster af skaller, løjer eller sågar hork eller hundestejlere. Hvis små fødeemner optræder iabsurde kvantiteter og derfor ikke kræver en makant lavere aktivitet per fangst, end normalen, kan rovfiskene blive meget selektive i fødevalget. I sådanne situationer kan det måske betale sig at gå ned i størrelse af kunstagn, men da sådanne ekstremitet mere er undtagelsen end regelen, og rovfiskenes opportunistiske natur oftest vil få dem til at klaske på en stort fødeemne uanset betingelserne.
Teknik
Jeg fisker som sagt mine gummidyr langsomt, både fordi det har vist sig yderst effektivt, og samtidigt fordi de typer agn jeg vælger at bruge, kan tåle den langsomme fart, uden at det går ud over agnenes gang. Jeg sejler typisk med mellem 1,5- 2,0 kilometer i timen, alt afhængigt af forholdende. Oftest kan det betale sig at variere hastigheden, indtil man finder den, på dagen, ideelle hastighed. Det er også vigtigt at pointere at strøm, vind, vandtemperatur og sågar lufttryk kan påvirke fiskenes aggressivitet og dermed hughumør. Der er ikke andet for, end at prøve sig frem. Dog vil jeg sige at man ikke skal være bange for at holde sig til hastigheder i den lavere ende af dette interval. Jeg fisker typisk med otte stænger- 4 på hver side. Heraf er der paravaner på hver side af båden, samt to freeliner stænger i bådens kølvand (forskellige afstande, eller dybder om du vil, fra båden). Jeg fisker typisk mine agn fra bunden og op igennem vandsøjlen. Jeg plejer at sprede stængerne ud, så de afsøger vandsøjlen fra bundvandet og 2/3 op i vandsøjlen. Husk, at rovfisks syn typisk er rettet fremefter og opad – sjældent med fokus på fødeemner under dem. Husk også, at fisks synlige område stiger med afstanden tilbyttet. Tænk på synsfeltet, som en omvendt kegle, med spidsen af keglen ved fiskens øje. Jo længere væk fra fisken (selvfølgelig betinget af lysforhold, altså vandet sigt og opbygningen af fiskens øje, der jo sætter fysiske begrænsninger), des større er keglens ’bunddiameter’ og dermed synsfelt. Derfor kan det give god mening af fiske agnene så højt i vandet, som muligt. Vel at mærke hvis fiskene er villige til at rejse sig efter dem. En ting er at fiske sin agn højt i vandet, for at maksimere muligheden for at så mange fisk som muligt ser agnen, en anden ting er også størrelsen og farven på den agn du fisker med. Det er åbenlyst, at en stor agn giver en stor silhuet, så i bund og grund giver det god mening at fiske de store agn højest i vandsøjlen – de store agn, er også mest attraktive for fiskene at rejse sig i vandsøjlen efter. Mindre rovfiske individer
rejser sig ofte også i en mindre udpræget grad lange afstande efter en agn, da de i sådanne tilfælde selv risikerer at blive spist. Farven spiller også en rolle, og ses en agn nedefra mod overfladen, vil vandoverfladen pga. sollyset fremstå hvid, eller meget lys. Derfor giver det god mening at agn der fiskes højt i vandet har mørke nuancer, eller er helt sorte på bugen, da mørke farver mod en lys baggrund giver den kraftigste silhuet. Prøv dig dog frem og du vil hurtigt finde dine egne favorit farvemønstrer. Jeg mener ikke at den helt nøjagtige dybde man fisker i, er nødvendig at kende, så længe man ved, at man får fisket den del af vandsøjlen, som man mener fiskene kan aktiveres i, grundigt af. Det vil sige; jeg er mere interesseret i at vide, at en given agn fisken bundnært, og er overbevist om, at (i de fleste tilfælde) det ikke spiller nogen rolle, om man fisker én eller tre meter over bunden. Jeg sørger dog normalvis for, at have mit fiskeri sat i system. Jeg ved præcist hvor meget line jeg har givet agnen, inden jeg påmonterer paravanen. På den måde ved jeg hvilke dybde agnen omtrentligt fisker i, og kan sætte agnen gentagne gange, i nøjagtigt samme dybde - uanset hvad denne præcist måtte være. For at dette er muligt, er det et must med hjul, med linetællerfunktion. Vær opmærksom på stængerne, og paravanerne. Sandarterne hugger yderst forsigtigt, så hvis du sidder ogventer på en skrigende knarre, så får du med sikkerhed ikke succes med dette fiskeri. Du skal være 100% opmærksom. Hopper eller kører paravanen en smule baglæns, så skal du være over stangen med det samme – ellers er det for sent.
Hvor skal man fiske?
Er vandet helt nyt, vil jeg typisk, inden jeg sejler ud, have studeret et søkort, for at finde åbenlyse områder, der burde holde fisk. Stejle skrænter, består typisk af ret hård bund, og her er der ofte former for skjul og strømlæ, som byttefiskene foretrækker. Der er ligeledes her rigeligt med mulige skjul, hvor rovfisk kan lave bagholdsangreb på byttefiskene. Generelt; er der byttefisk, så er der helt sikkert også sultne rovfisk i nærheden. Knolde, indsnævringer og udposninger på dybdekurver, er ligeledes også gode områder at afsøge nærmere. Øer er et rent hotspot, da fisk typisk skal rundt om øerne og ingennem relativt smallepassager for at kommer fra en del af søen til en anden. Derfor vil der her være større aktivitet af byttefisk, og rovfisk. Sådanne områder, med snævre passager med dybt vand og stejle skrænter, rundt om øer, er rene hostspots for både byttefisk og rovfisk. Kender jeg søen på forhånd, så undersøger jeg først de områder jeg før har haft succes i. Er fiskene ikke her, begynder jeg mit opsøgende fiskeri. Rovfiskene vil typisk stille sig i det relativt kolde vand, og vil derfor typisk stå på dybt vand og sjældent opholde sig i de øvre vandlag, i ret lang tid af gangen. Har sommeren lange vindsvage perioder, vil der opbygges temperaturspringlag i søerne, og her vil fiskene stå enten i den øverste del af springlaget, eller lige over. Her mødes det iltede og næringsrige topvand, med afkølede bundvand, og rovfiskene har derfor her optimale betingelser.
Elektroniske fordele
Jeg bruger som udgangspunkt ikke ekkoloddet til at finde enkelte fisk, for så gentagne gange at fiske på disse. Jeg bruger ekkoloddet til at aflure dagens tendenser. Her kan man finde områder med stor aktivitet af store fisk, samt se den generelle dybde, som fiskene står i - på den givne dag. Dersuden kan man hurtigt se om fiskene er jagende eller står passivt i midtvandet, eller måske trykker sig helt nede over bunden. Er man opmærksomme på disse tendenser, kan dette bruges til at ændre strategi og tilpasse fiskeriet til de på dagen givne forhold. Plotteren er det altafgørende hjælpemiddel, sammen med den frontmonterede elmotor. Plottermodulet, kan vise dybdekurver og dermed hjælpe dig med at have et plan for fiskeriet, og et konstant mål for hvor man er på vej hen, hvordan man kommer til nye områder, medens man fisker over åbenlyse fiskeholdende lokaliteter. Plotteren gør det også muligt at have en historik på sit fiskeri, i form af waypoints, for fangne fisk og områder med specielt meget aktivitet. Over tid får man et kort, hvor ens satte waypoints, klumper sig sammen i områder på søen, og dette er med til at vise søens rovfisks generelle tendencer. Den frontmonterede elmotors fordele er åbenlyse, og andet behøves ikke siges, end at man med en sådan,har begge hænder fri, og mulighed for at fokuserer 100% på fiskeriet.
Hardwaren
Mange mener at man under sandartfiskeri skal fiske med bløde stænger, med udpræget helaktion. Her er jeg ikke enig. Jeg har prøvet de bløde stænger, som måske nok er sjove at fighte fisk på, men fisker du dybt, med paravane og langt fra båden, er du nødt til at have nogle relativt stive stænger, så du hurtigt kan få løftet linen af vandet, og dermed få kontakt til fisken. Krogene skal sættes med det sammen, og det erderfor også af vital betydning af krogene er syle spidse. Er du det mindste i tvivl om krogens beskaffenhed, så slib dem op, eller skift krogsetuppet, til et friskt. Jeg fisker med multihjul, og hvad man har en forkærlighed for, er en smagssag. Jeg vil dog sige, at man gør sig selv en tjeneste ved at fiske med multihjul med linetæller, da det så er nemmere at sætte fiskeriet i system, og derved gensætte stængerne på nøjagtigt samme måde, som de var, da man oplevede hugget. Hjulene har jeg udtyret med fletline. Gerne en af de bedre mærker, som er slidstærk. Tykkelsen af linen er svær at definere. Det er en balancegang, mellem tynd line med minimal vandmodstand og slidstærkt hårdfør tykkere line, til at modstå nogle af de mange knobs, som fisk, paravaner og strukturer i vandet kan foresage. Hellere lidt for tyk hovedline end én der ligger i underkanten. Vi skal altid tænke på fiskene, og fiskene er ikke tjent med at slæbe rundt med flere meter efterhængende flet, ved et evtuelt linebrud.Stængerne jeg bruger, er den genopstrykte og klassiske SavageGear MP PRO 9’ 40-100 gram. Den har nok råstyrke til at sætte krogene, men er stadigt tilpas blød, til ikke at ødelægge fighten fuldstændigt. Mellem hovedline og agnen har en jeg såkaldt knækline, af 0,90 mm fluorocarbon. Det er efterhånden blevet et mantra, at man skal gå ned i tykkelsen af fluoracarbon – til uforsvarlige tykkelser, hvor det er givet, at man sætter agn og knækline i munden på stort set alle de gedder der hugger. Det er på ingen måde iorden. Fiskenes ve- og vel skal altid komme i første række, og så hellere fange de færre fisk, men ikke sætte unødvendige mængder grej i kæften på diverse rovfisk. Det er under alle henseender ikke iorden. Med den tykke fluorocarbon har jeg bestemt ikke kunne mærke markant dårligere fiskeri, i forhold til de tynde forfang. Tyk fluorocarbon er den billigste løsning for prædatorfiskeren og den mest skånsomme metode for rovfisken. Selve krogsetuppet, som monteres i jiggen, kan købes færdigtlavet, i soft-flex wire, eller relativt nemt bindes selv. Købeforfangene er monteret med 2x trekroge, og det er efter min mening slet ikke nødvendigt. Jeg plejer typisk at binde mine egne ’stingers’ af 0,90 mm fluorocarbon, med kun én monteret trekrog, så langt tilbage på jiggen/shad’en, som muligt, uden at det påvirker gangen af dennenegativt. Gummikroppen monteres på et jighovede, i vægtkategorien 20-40 gram, alt efter hvor dybt man vil have agnen til at gå. Spidsen af jighovedets enkeltkrog kan uden problemer klippes af, da denne sjældent fanger fiskene, og ofte bare er et irritationsmoment i nettet eller i finger, eller hånden pålystfiskeren. Forsvarligt Catch and release fiskeriNår vi som lystfiskere tager stængerne ud af skabet og beslutter os for en fisketur, er det vigtigt at vi inden vi sætter os i båden, har gjort os selv klart, at vi bevidst påfører eventuelle fisk unødvendig ubehag for egen vindings skyld. Derfor skal man, hvis man dyrker catch and release fiskeri, også have taget de nødvendige forholdsregler, for at minimere tiden og ubehaget fisken oplever, når den er fri af sit vante miljø. Derfor er det et absolut must at man har gennemtænkt hele seancen fra fisken ’lander’ i nettet, til den får friheden igen. Det er af vital vigtighed, at man minimerer tiden fisken er i båden og derfor skal hele processen foregå som en indøvet rutine. Specielt for sandarter og aborrer, hvor man ’henter’ fiskene langt nede, så fight fiskene nænsomt mod overfladen. Det hjælper til en større succesrate ved genudsætningen. Jeg vil anbefale en fremgangsmåde som følger:
 |
| Et gummi-coatet net skader fisken mindst muligt! |
1. Fisken landes i stort landingsnet med en dyb netpose. Denne skal være gummibetrukket og stormasket.
2. Så vidt muligt afkroges fisken, liggende i netposen, i vandet. Mindre gedder kan afkroges med en solid tang, uden at røre ved fiskene. Dette er klart det mest optimale. Kan fisken ikke afkroges i vandet, skal den løftes over på en VÅD og vel polstret afkrogningmåtte, og gerne en type, med faste sider. Sidder krogene dybt klippes krogene med det samme.
3. Før fisken løftes ind i båden, skal man checke at finnerne (bryst- og bugfinner) ligger fladt ind til fiskens krop. Løft i nettet, og ikke rammen, og helst så tæt på fisken, som muligt.
 |
| En stor og solid afkrogningsmåtte er det eneste rigtige til de større rovfisk |
4. Afkrogningmåtten skal være våd og klar til at ligge fisken på. Vægt, evt. tang, målebånd og kamerat skal være klar. Er man to i båden kan dette lade sig gøre. Er man alene, skal man sætte fisken tilbage i vandet, i en retentionsling. Godt tøjret til båden. HOVEDET SKAL VENDE I BÅDENS SEJLRETNING, for ellers kvæler du fisken. Retentionslings er et must, og medbring gerne flere. Fisken kan også vejes i disse. Sacks er et FULDSTÆNDIGT NO-Go, da de klasker sammen om fiskenes gæller og umuliggør at fisken problemfrit kan ånde. Sammenlign det med, at du selv tager en plastikpose over hovedet.
5. Vej fisken i retentionslingen, helst på skive- eller bimservægt, da dette er den hurtigste og mest pålidelige måde.
6. Er man to i båden, så gør fangeren sig klar til at posere med fisken, og bådmakkeren henter herefter fisken til dig. Abryd evt. hele sceansen undervejs og giv fisken et pusterum, i en retentionsling, på ydersiden af båden. 6. Håndtér fisken med forsigtighed. UNDERSTØT ALTID bugen på fisken – specielt ved løft. Fisk har ikke bugmuskulatur, som os mennesker, der holder vores indvolde på plads, da de lever i et miljø, hvor vandet støtter fiskens kropshule. Undgå så vidt muligt at holde fisken lodret, og ALDRIG FRIT I LUFTEN. Tyngdekraften kender fiskene heller ikke til, og denne kan sammen med vrid fra fisken lave betydelige indre skader, samt i værste tilfælde, brække nakken på fiskene. Vrider fisken sig, skal fisken holdes ind til fangerens krop, for at afbøde effekten af fiskens vrid og slag. HOLD ALDRIG FISKEN VÆK fra egen krop.
7. Genudsæt fisken nøjsomt og nænsomt, og vær sikker på at fisken selv kan svømme væk, før du slipper den. Giver fisken op på vej ned (ofte tilfældet ved afkræftede sommerfisk), så har man pligt til at hente fisken, og prøve igen. Kan fisken ikke klare den, så slå den ihjel og tag den med hjem. Alt andet er uforsvarligt.
 |
| Husk at genudsætte de store sandarter så vidt det er muligt! |
Genudsætning af sandarter
Sandarten er en yderst sart fisk, og dens lukkede svømmeblære gør det svært at genudsætte fiskene – specielt i sommervarmen, når fiskenes hentes fra det dybde vand. Igennem tiderne, har der været mange teorier og praksiser udført ved vandet til at genudsætte fisken. Ingen af disse metoder har dog virketsynderligt godt, og ofte med yderligere skade påført de sarte fisk, som konsekvens. Jeg har de sidste år eksperimenteret med en ny måde at få fiskene til selv at svømme ned til deres vante miljø. jeg er overbevist om at sandarterne, og til dels også visse af geddernes besværligheder med at svømme retur til dybet skyldes en kombination af for hurtigt og hårdt fightede fisk til overfladen, fiskenes ringe energioverskud, som efterlader dem fuldstændigt afkræftede i overfladen samt fysiske udfordringer bl.a. i form af en lukket svømmeblære, som det er tilfælde ved sandarten. De sidste par år, har jeg brugt en ny metode, som på alle de fisk, hvor teknikken er efterprøvet, har virket, og 100% af fiskene er selv sømmet mod dybet – og kunne tilmed følges på ekkoloddet hele vejen til bunden. Det jeg gør er ret simpelt. Jeg fighter fiskene nænsomt, håndterer dem hurtigt i båden, og opbevarer dem i en retentionsling sænket ned under overfladen, så hele fisken til enhver tid er under vand. Her får fisken lov at stå og restiuerer sig en times tid eller mere. Det virker som om fisken opbygger energi overskud, og det varme overflade vand hjælper fiskens, udbobling af svømmeblæren til blodbanen og herfra ud i vandet, til at gå hurtigere. Faktum er i hvert fald at det virker, og jeg vil derfor opfordre alle til at prøve det. Det er vigtigt for mig at pointere vigtigheden af nænsom og gennemtænkt håndtering af fiskene. Specielt i sommervarmen, hvor fiskenes stofskifte er markant højere og dermed deres behov for ilt ligeså. Fiskene er her også afkræftede ovenpå en nyligt overstået legeseceanse. Fight fiskene nænsomt, og vær klar over at fiskene er skrøbelige. Jeg må også, i samme åndedrag, gøre opmærksom på, at jeg her ikke forsøger at ophøje mig til selv helgen, og mine erfaringer – er erfaringer og tillært med mange års fiskeri. Ingen er perfekt, og vi har alle måske haft episoder med en fisk i favnen, som måske ikke var helt hensigtsmæssige. Det vigtigste er at man tænkerover, og lærer af sine fejl – for dem begår vi alle.
Godt solbrændte efter en lang dag i en ’blikkasse’ af en båd, på en havblik og dermed spejlblank sø, med bonanza fiskeri, valgte vi sidst på eftermiddagen at pakke grejerne sammen og søge mod slæbestedet. Både min fiskemakker og jeg var godt og grundigt mørbankede, og til trods for al den friske luft og mange timer i den stærke sol var humøret højt. Fiskeriet havde været ekseptionelt, hvilket min kæreste også erfarede da, jeg kom hjem – for jeg havde påsmurt et ’væg-til-væg’ smil hele aftenen, som er det åbenlyse tegn på ren fiskelykke. Dagens fiskeri havde kastet 5 store fisk af sig, mellem 5- og 6 kilo. Derudover havde vi haft hektisk aktivitet med rigeligt af mindre og mellem store gedder. Alt i alt en fantastisk tur på vandet, som med syvtommersøm fastnagler faktummet, at langsomt fiskede gummidyr er den helt rigtige cocktail til sultne stor sommersandarter.
Knæk og bræk derude, Mikkel
 |
| En fantastisk dag på søen afsluttes med en smuk solnedgang |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar